Kloakviden.dk
Denne historiske oversigt giver i korte træk en beskrivelse af kloakeringens udvikling i de sidste par århundrede og denne sundhedsvedtægt giver et godt eksempel. Men læs også nedennævnte interessante beretninger:
Mennesket har altid skabt affald og har altid haft svært ved at skaffe sig af med det. Bare det at leve skaber affald – bl.a. den menneskelige afføring. Dette bliver ofte benævnt ved mange andre navne, både officielt og i folkemunde, såsom ekskrementer, fækalier, latrin, fæces, lort, bæ, klumper, bommelom, høm-høm, stort, øllebrød osv. Mange navne til en naturlig ting.
Grundlaget for Københavns kloakker blev skabt, da man i 1857 vedtog en ny kloaklov der krævede at alt spildevand skulle føres til havet (havnen) på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.
Inden da, i 1700 – tallet, opsamlede man latrin i svindgruber, der tit var placeret under trappen til de øvrige etager (altså inde i huset – sikken en lugt!). Svindgruben var en delvis nedgravet, opmuret beholder uden bund og tit udført uden låg. Meningen var, at det meste af afføringen skulle sive ned i undergrunden, for så var man da af med det problem. Den skulle dog af og til tømmes, for som bekendt er ikke alt afføring flydende.
I begyndelsen af 1800 – tallet indførtes tøndeklosetterne, de såkaldte retirader, der blev placeret i baggårde eller lignende steder. De blev regelmæssigt tømt af ”natmænd”, der tømte spandene over i specielle hestekøretøjer. Ville man stå sig godt med disse natmænd, så de ikke spildte så meget på deres vej ud fra baggårdene, stillede man tit en snaps eller to i nærheden af tøndeklosetterne.
Begrebet natmand er kendt fra middelalderen. Han hentede latrin om natten, flåede og bortskaffede døde dyr, indfangede herreløse hunde, førte grove forbrydere på sluffe og begravede delinkventer. Han boede lidt afsides, havde samme dårlige ry som skarprettere, skorstensfejere, hestegildere og svinesnidere, men tjente godt.
Omkring 1900 var der ca. 30.000 tønder i København, i 1925 ca. 14.000 og så sent som i 1970’erne var der stadig nogle områder, der blev betjent ved natrenovation. Disse lejligheder (på Nørrebro) er siden blevet saneret, således at det ved årtusindeskiftet, kun er få kolonihaveområder, hvor renovationen foregår manuelt og vel at bemærke, om dagen.
En overgang var natpotten rigtig på mode og man indrettede store samletanke, der ikke skulle tømmes så tit, men det blev alligevel til sidst besværligt, bekosteligt og især uhygiejnisk at fjerne latrin ved at bære og køre det ud af de hastigt voksende byer. Heldigvis var en løsning på vej for i 1890 kom de første vandklosetter til staden, og det blev starten til det afløbssystem vi kender i dag.
Men allerede omkring midten af 1800 – tallet blev det almindeligt at bygge afløbssystemer i de store byer. London og Paris fik som de første lukkede afløbssystemer og derefter fulgte de øvrige europæiske storbyer hurtigt efter. Afløbsvandet løb urenset ud i floder, åer, vandløb, sø og havne eller hvor man ellers kunne komme af med det. Det viste sig hurtigt at de store udledninger naturligvis gav mange problemer i recipienterne i form af slamaflejringer, lugt og iltsvind. En stærkt medvirkende årsag til problemerne i recipienterne var industriens kraftige udvikling i netop denne periode.
Behovet for rensning af spildevandet inden udledning var dermed erkendt. Det havde man gjort i et lille stykke tid, for allerede i 1840’erne var man i England begyndt at arbejde med udviklingen af egnede metoder. Man havde imidlertid kun ringe viden om de biologiske og kemiske processer, der benyttes ved rensning af spildevand. Dette på trods af, at naturens evne til at nedbryde og uskadeliggøre organiske stoffer, havde været kendt meget længe.
I Edinburgh havde man allerede i 1700 – tallet udledt spildevand på marker i byens nærhed og fundet, at udbyttet på de ”vandede” arealer blev usædvanligt stort. Man havde også konstateret, at de samme arealer kunne benyttes år efter år uden at evnen til at modtage vandet ophørte. Disse erfaringer bevirkede, at vanding var den metode man i første række satsede på.
Det var da også de erfaringer man havde gjort herhjemme, for gennem mange år er det latrin, som natmændene samlede sammen, blevet transporteret til forskellige opsamlingsdepoter rundt omkring i byen, hvor det lå og drev af. Et af de første depoter (1802) lå på Amager ved Värmlandsgade og senere kom der lagerpladser på Nørre Fælled, Lersøen og Rådmandsmarken (blev nedlagt i 1907). Omegnens bønder kørte så ind til disse depoter for senere at udsprede møget på marken. Imidlertid blev slamindholdet for stort, hvilket især skyldes den stadig voksende industri, og smitterisikoen fra fækalierne og især lugtgenerne var ligeledes en medvirkende årsag til at disse opsamlingsdepoter blev nedlagt.
De første større rensningsanlæg i Danmark blev konstrueret af ingeniører i kommunerne eller af amtsvandinspektørerne, hovedsagelig med støtte i engelsk og tysk litteratur. De første anlæg var simple septiktankanlæg bygget i perioden 1900 – 1915. Omkring 1915 blev de første rensningsanlæg med lavtbelastede biologiske filtre bygget, ofte i forbindelse med septiktankanlæg.
Septiktanke gav imidlertid ikke tilfredsstillende rensning og derfor fremkom emschertanken. En emcherbrønd er en kombineret bundfældnings- og slambehandlingsenhed, hvor slamudrådningen foregår adskilt fra bundfældningen. Emscherbrønden blev udviklet i Emscher-området i Tyskland af det tyske firma ”Emschergenossenschaft”. Allerede i 1920 projekterede ingeniører i Slagelse kommune et emschertankanlæg.
Det første aktiv-slamanlæg i Danmark blev bygget i 1920 til rensning af spildevandet fra Burmeister & Wain i København og var dimensioneret for 1500 personer. Det første kommunale aktiv-slamanlæg blev bygget i 1922 i Kirkeskoven i Søllerød kommune.
Det var imidlertid systemet, emschertanke med biologiske filtre, der dominerede frem til ca. 1940, idet man først i større udstrækning begyndte at gå væk fra emschertankene i begyndelsen af 40’erne. Selv om Danmark som nævnt fik et aktiv-slamanlæg så tidligt som i 1920, vandt denne anlægstype først rigtig udbredelse efter ca. 1934.
Fra 1940 – 1960 skete der en del ændringer i rensningsprincipperne. I stedet for emschertanke indførtes brugen af bundfældningstanke med efterfølgende separat slambehandling i rådnetanke. De biologiske filtre blev i nogen grad fortrængt af aktiv-slamanlæg, og visse kombinationer mellem filteranlæg og aktiv-slamanlæg opstod. I stedet for rådnetanke blev enkelte anlæg udstyret med slamluftningstanke, og slamtørring på slambede blev i nogen grad erstattet af slamafvanding i centrifuger. Udformningen af de enkelte elementer i anlæggene gennemgik i denne periode en væsentlig udvikling.
I perioden fra 1960 og frem til nutiden er der sket en vældig udvikling, specielt med hensyn til rensningsteknikken til fosfor- og kvælstoffjernelse samt mekanisk afvanding. Der er desuden også i denne periode gjort betydelig indsats for at forbedre styringen af anlæggene samt for at automatisere driften af anlæggene.
De fleste rensningsanlæg blev frem til ca.1970 dimensioneret ud fra rensningskrav nævnt i Dansk Ingeniørforenings norm fra 1946. Det var fastsatte rensningskrav til spildevandet uden hensyntagen til den aktuelle recipients størrelse, tilstand, selvrensningsevne mv. Efter ikrafttræden af lov om miljøbeskyttelse i oktober 1974 er forholdene på spildevandsområdet blevet ændret på mange områder. Der arbejdedes nu på at få opstillet recipientkvalitetskrav til alle vore recipienter og derudfra at fastsætte, hvilke spildevandsmængder og -koncentrationer der kunne tillades udledt. Dette medførte langt mere differentierede og ofte strengere rensningskrav end tidligere.
I 1989 kom den første recipientkvalitetsplan eller vandmiljøplan for Københavns kommune (Spildevandsplan 88) og resten af landet fulgte hurtigt efter. Spildevandsplan 88 blev udarbejdet af magistratens 4. afdeling og planen redegjorde for den eksisterende og planlagte udbygning af kommunernes kloaksystem, herunder af renseanlæggene Lynetten og Damhusåen. Endvidere redegjordes for en række andre projekter med henblik på at bedre vandkvaliteten i Øresund, Kalvebod Strand, søer og vandløb i kommunen.
Recipientkvalitetsplanerne er siden blevet revideret med skærpede krav til følge og det medførte at næsten samtlige rensningsanlæg landet over skulle ombygges for betydelige beløb.
Hovedformålet med en vandmiljøplan var og er, at opnå, at samtlige farvande omkring Danmark er fri for forurening, dvs. at begrænse iltsvind, næringssalte (kvælstof og fosfor) osv., således at naturen kan fortsætte uforstyrret, og at det selvfølgelig skal være muligt at nyde badelivet uden gener. Som et synlig bevis på de anstrengelser der er blevet gjort, åbnede en badeplads, Københavns Havnebad ved Islands Brygge, i sommeren 2002, midt i Københavns Havn - og flere er siden kommet til. Tillykke med det!